oversigt         Artikel i "Vores Børn"  december 2005          næste 
 
Af Bibi Kirkegaard
foto Scanpix
 


 

Det er en kæmpe opgave at hjælpe børn til et godt selvværd. Men det er vigtigt, for det er både hæmmende og begrænsende for børn (og voksne), når selvværdet ikke er intakt.

Julen nærmer sig, og chancen for at møde en julemand med en kurv fyldt med pebernødder er stor, når I bevæger jer ud i julehandlen. Der er bare lige det ved det, at dit barn måske overhovedet ikke kan se det sjove i at snakke med julemanden og smage hans pebernødder, men i stedet gemmer sig stædigt bag ved dig. ”Kom nu. Det er jo julemanden”, siger du, mens du forsøger at få lille Peter til at slippe taget om dine ben. Du når måske tilmed lige at tilføje i en lettere irriteret tone: ”Hold nu op med det pjat! Du skal da være sød, hvis julemanden skal komme med julegaver til dig.”

Men selv om man som forældre godt kan blive lidt irriteret (og flov) over, at ens barn er vildt genert, så er det vigtig at bakke ham op der, hvor han er. Ellers kan selvværdet få et ordentligt knæk, siger psykolog og leder af ForældreSkolen, Dan Svarre.

Lidt genert – meget genert

Det er meget klassisk, at børn i otte-månders-alderen begynder at se folk lidt an. Indtil da har de bare været en del af verden. Men nu begynder de selv at tage stilling til deres omgivelser. Senere hen, når barnet er omkring to-tre år, begynder han at blive meget bevidst om den måde, andre opfatter ham på, og hvordan han via sin væremåde kan påvirke den opfattelse. Derfor er det på det tidspunkt rigtig vigtigt at bekræfte barnet i stedet for at bedømme det. For det, der umiddelbart kan virke som generthed, kan også bare være en opvarmningsfase. Børn har nemlig behov for selv at bestemme tempoet, når de skal møde nye mennesker og nye situationer.

Når et barn skal forholde sig til et andet menneske – som i virkeligheden også sagtens kan være nære relationer som mormor eller din bedste veninde – så har det stor betydning, om personen forstår at respektere barnets privatsfære. Jo bedre de er til at holde en lille distance, jo hurtigere vil man mange gange opleve, at barnet bliver nysgerrigt og stille og roligt nærmer sig. Først med øjenkontakt og så med et forsigtigt smil for til sidst at overgive sig måske til en form for kropskontakt.


Stiltiende accept

Psykolog Dan Svarre oplever ofte, at forældre skubber deres børn foran sig i sociale sammenhænge i håb om, at det vil hjælpe dem ud af deres generthed. Men det er en helt forkert strategi, siger han.

”Generthed er nemlig ofte et signal om, at der er noget barnet er bange for. Derfor er det meget vigtigt som udgangspunkt at møde børns generthed med stiltiende accept. Kun ved at tage barnets frygt alvorligt kan vi støtte barnets selvværd.”

Det handler altså om, at være i øjenhøjde med dit barn og møde ham i den situation, han er i. Står han og gemmer sig bag dine ben, så er det ikke godt for hans selvværd, hvis du tvinger ham til at komme frem ved at sige: ” Lad nu være med det pjat, der er ikke noget at være bange for.” Hvis du til gengæld siger: ”Jeg kan mærke, du gerne vil gemme dig lidt. Det er helt ok. Sådan har jeg det også somme tider.” Så har du vist dit barn, at du anerkender hans følelser.

”Hvis vi som forældre trækker ned over hovedet på vores børn, at de ikke må være generte, overser vi det grundlæggende i signalet, nemlig at de er bange og usikre.” siger Dan Svarre


Et kærligt skub

Omvendt mener psykolog Dan Svarre ikke, at der er noget galt i, at forældre forsøger at hjælpe deres generte barn ved for eksempel at melde barnet til en fritidsaktivitet, så det kan blive vant til at begå sig i sociale sammenhænge.

”Selv om barnet vil stritte lidt imod, så er det også vigtigt, at man som forældre prøver at hjælpe barnet lidt på vej. For angsten skal jo ikke vinde hver gang. At hjælpe er ikke det samme som at tvinge, man skal bare som den voksne acceptere, at barnet måske skal bruge noget tid på at ”føle” sig frem. Eller måske bare ikke er parat, og derfor hellere skal vente til næste sæson og så prøve igen.”

 Hvis man som forældre forstår at bakke sit barn op i den fase, så vil man lære ham at passe på sig selv i fremtiden. Hvis man i stedet falder i fælden med at skubbe for hårdt på, lærer han ikke at skelne og opbygge en almindelig sund skepsis over for fremmede. Så risikerer man, at en stor generthed kommer til at dominere i stedet for den naturlige, sunde distance.

”For nogle børn kan det udvikle sig til et socialt handicap, der kan komme til at følge dem gennem hele deres opvækst – og endda videre ud i voksenlivet. For at forhindre det, er det altså vigtigt, at vi fortæller vores børn, at den måde, de oplever verden på, og de følelser, de har, er helt o.k.”, siger Dan Svarre.


Generthed er ”arveligt”

Generthed kommer ikke ud af den blå luft. Sådan er det bare. Og forældre med generte børn kan foregribe meget ved at kigge på sig selv, siger Dan Svarre.

”Ofte er forældrene selv af den generte type. Eller sagt på en anden måde: Forældre med lavt selvværd har stor risiko for at føre det videre til deres børn. Netop disse forældre har for vane – i en god mening – at skubbe og presse sine børn til ikke at være som dem selv. Men det virker lige modsat. For børn er meget sensitive, og de kan sagtens mærke, at forældrene skubber dem frem, fordi de ikke selv tør gå forrest. Det vil børnene opleve som utroværdigt. Hvis forældrene ikke stopper op og viser deres børn, at de accepterer deres følelser, så vil børnene med tiden miste tilliden til deres forældre. Så mange gange er det vigtigt, at forældrene gør
 

Læg mærke til signalerne.

Det kan være svært som forældre at opfange, hvornår den sunde skepsis bliver overtaget af den mere fasttømrede generthed.

”Et signal om, at dit barn har brug for hjælp kan for eksempel være, at det begynder at sige sætninger som: ”Jeg er dum” eller ”Der er ingen, der gider lege med mig, fordi jeg er grim”. 

Det er jo et tydeligt signal om, at selvværdet halter, og at dit barn har brug for hjælp til at få vendt de tanker om. Andre signaler kan være stammen, at stå med indadvendte fødder, energiforladthed og sammenkrøben kropsholdning.” siger Dan Svarre.

”Men det kan være ret tricky, for et barn med samme lave selvværd kan være lige omvendt: overlegent, arrogant, frembrusende, hensynsløst. Det er et barn som har lært sig selv at dække over sin angst ved at kompensere. Og det er selvfølgelig lige så vigtigt at være opmærksom på. Begge typer børn kan få svært ved at begå sig i sociale sammenhænge, hvis de ikke får hjælp.”

Lidt generthed er dog ikke af vejen. Undersøgelser viser nemlig, at det opfattes som sympatisk, Det er til gengæld svært at vinde respekt, hvis genertheden tager form af ”undskyld jeg er her”.


Aldrig for sent!

Dan Svarre kan ikke lade være med at være lidt bekymret over den generation, der er ung i dag. ”Aldrig har en generation haft så stor selvtillid. Men omvendt tegner der sig et billede af, at vi heller aldrig kommer til at se en generation med så lidt selvværd, mener Dan Svarre.

”De er vokset op i en tid, hvor mange forældre har forsøgt at kompensere for manglen på tid og nærvær ved konstant at rose deres børn. Det kan være meget godt at rose sine børn, men hvis det ikke har nogen substans, så bliver det bare en bedømmelse.

Og børn, der bliver pumpet med bedømmelser som kompensation, bliver ”mig først”-børn. Det kan jo ikke lade sig gøre, så jeg tror, at det, der kommer i kølvandet på den måde, nutidens børn er opdraget, er en masse mennesker med depressioner. Noget vi allerede nu kan se.”

Derfor synes Dan Svarre, det er fantastisk vigtigt, at vi får brudt traditionen med bare at rose for at rose. I stedet skal vi lytte til vores børn. Lytte og fornemme, hvad de har brug for: Har de brug for et knus, når de kommer med en flot tegning til os, eller har de bare brug for at få at vide, at det er en flot tegning? Og hvis de er faldet og har slået knæet, har de så brug for at få at vide, at det slet ikke er så slemt? Eller om de har brug for at få at vide, at vi godt ved, det gør ondt? (For de ved vel i virkeligheden bedst).

Det er svært at rumme vores børns smerte, angst og generthed – og det er en kæmpe opgave at være forældre. Men redskaberne til at hjælpe og gøre det lidt nemmere, de findes, og Dan Svarre er ikke i tvivl:

”Det er aldrig for tidligt – det er aldrig for sent. Det bedste tidspunkt at begynde er: lige nu!

 

- - - - - - - - - - - - - 0 0 0 0 0 0 0 - - - - - - - - - - - - -
 


     1) Acceptér, at dit barn er genert.

  Lad være med at konfrontere ham med det. Hverken når
  I er alene, og når I er sammen med andre. Hvis han hele
  tiden bliver mindet om det, er der risiko for, at han
  ubevidst låser sig fast i rollen som ”ham, den generte”.
  Han fornemmer, at det er forkert at være genert, og det
  kan få ham til at føle sig mindre værd.
 
 
 


      2) Vær åben.

   Fortæl dit generte barn, at du faktisk godt ved, hvordan det
   føles. For du har sikkert selv prøvet det. Du har nemlig også
   været meget genert engang – og for eksempel gemt dig
   under et bord hele din første dag i børnehaven eller nægtet
   at komme ud fra dit værelse, når dine forældre havde
   gæster, fordi du syntes, det var så svært at skulle snakke
   med andre voksne. På den måde kan du hjælpe dit barn
   til at forstå, at det er helt o.k. at være lidt genert.
 
   

    
     3) Hjælp dit barn.

   For eksempel: I møder en af dine veninder på gaden, som
   spørger dit barn, hvordan det går i børnehaven, og lille Peter
   gemmer sig straks bag dine ben. I stedet for at forsøge at få
   ham til at svare, så sig for eksempel: ”Der har været
   sportsdag i børnehaven i dag. Med længdespring og løb, er
   det ikke rigtigt, Peter?” Når dit barn ser, hvor ufarligt, det er
   at svare, vil han snart få lyst til at svare selv – så husk altid
   lige at give lidt ”plads”, inden du svarer for ham.
 

  
   
 

    
     4) Vær et godt eksempel.

   Når I færdes i sociale sammenhænge, så vær åben og tal
   med nogle af de fremmede mennesker, I møder. Spørg for
   eksempel damen ved kassen i supermarkedet, om det har
   været en travl dag. Det er også vigtigt, at lære dit barn, at
   jeres hjem er åbent for både jeres og hans venner. Så han
   vænner sig til, at det er helt naturligt, at der er andre
   mennesker til stede end mor og far.
 


Jeg må gøre opmærksom på, at artiklen desværre ikke er blevet tilrettet i henhold til den sidste korrektur. Flere af artiklens udsagn fremstår derfor mere generaliserende, end jeg har lagt op til. Dette beklager jeg naturligvis.

Hvis du er interesseret i at modtage den redigerede artikel, kan jeg sende dig den pr. e-mail.

Derudover er det 5. gode råd, som også er annonceret på bladets forside, ikke kommet med i den endelige artikel. Jeg flere gange haft et godt samarbejde med bladet og ved, at disse fejl ikke er tilsigtede og, at bladet finder dem ligeså beklagelige.

Det 5. gode råd kommer her:
 


     5) Bekræft barnets følelser,

   hvilke de end måtte være. Sig: ”Jeg kan se, at du er - ked af
   det, - glad, - skuffet, - vred osv.” Og - bekræft dine egne
   følelser overfor barnet. Kun på den måde kan du støtte dit
   barn til at opbygge sit selvværd. Og et solidt funderet
   selvværd er den eneste ægte vej ud af genertheden, og den
   bedste garanti for, at dit barn ikke udvikler den.
 

  
 
oversigt

Du befinder dig på   www.foraeldre-skolen.dk

næste