oversigt    Artikel i "VI FORÆLDRE" NR. 1 januar 2003    næste 

 
Af Sanne Hansen

Børn får vores følelsesbarometer til at give udsving, som vi aldrig havde drømt om, før vi blev forældre. Og hvis vi tør se os selv i øjnene, leverer børn muligheden for personlig udvikling på et sølvfad.
Se her hvordan!

Vi møder os selv, når vi bliver forældre. Så kort og præcist udtrykker psykolog Dan Svarre Reilin sig, når han bliver spurgt, hvad det gør ved os som mennesker at få børn. Dan Svarre Reilin driver udviklingsklinikken ForældreSkolen i Fredensborg. Her hjælper han forældre og professionelle inden for temaer, der har med børneopdragelse at gøre.

 
- Når vi får barn, møder vi et lille sårbart væsen, der er fuldstændig underlagt vores omsorg. Det lille barn er uforbeholdent. Fuldkommen uden rænker og svig, og helt autentisk i sine reaktioner. Er det ked af det, så er det VRÆÆÆÆH, og er det glad, så smiler det. Det store ansvar, som vi føler, fordi vi vil vise omsorg, og den fuldstændig udefinerlige tilknytning får os til at få mere øje på os selv på godt og ondt. Og det viser sig mere hen ad vejen, som barnet vokser. Vi møder simpelthen både vores begrænsninger og vores styrkesider, siger Dan Svarre Reilin.

I sit daglige arbejde fokuserer han hele tiden skarpt på, hvordan et liv med børn giver forældrene en unik udviklingsmulighed.
Men det kræver mod at konfrontere sig selv. Hvis man personlighedsmæssigt skal få noget ud af udfordringerne ved at blive forældre, skal man nemlig turde stå ved sin sårbarhed. Kunne erkende, at det er svært, og se både gode og dårlige sider i øjnene.
- Hvis man erkender sårbarheden - og at man ikke kan det hele, så er muligheden for at komme i gang med en udvikling, der kan være fantastisk givende for både barn og familie til stede. Børn giver os simpelthen lov til at få et meget større kendskab til os selv, siger han.

Men når man ser bort fra strækmærker og sorte rande under øjnene på grund af manglende søvn, hvordan er det så helt konkret, at det kan forandre os at få børn? Hvad går udfordringerne ud på - og hvordan griber man dem an? Vi har bedt nogle forældre om at tænke over, hvordan de har flyttet sig personligt, siden de fik børn. Her får du nogle af overvejelserne.

Tre forældrehold om at vokse med børnene:

Gitte Jensen og Preben Jensen er forældre til Clara på 6 år og Augusta på knap 1 år. (Disse forældre har ikke ønsket at stille op til fotografering).

Søren Boy Skjold er far til Amalie på 11 år , Andreas på 8 år og lille Jakob på 1 år.

 Heidi Johansen er mor til Caroline på 3 år og Frederikke på 1 år.
 

I nærkontakt med sine følelser

Græd du til din forbavselse, hver gang du så billeder af et barn i nød under graviditeten? Eller må du som forælder se dig konfronteret med sider af dig selv, du aldrig tidligere har stiftet bekendtskab med? Tag det helt roligt. Børn kan være øjenåbnere - også på et psykisk niveau. Og hvis de kun viste os, de "pæne" og "nemme" sider af os selv, ville vi jo aldrig komme videre. Måske er det en god idé, at skænke det en tanke, hvis der er bestemte ting i dit barns adfærd, der provokerer dig

voldsomt? Dan Svarre Reilin er ikke i tvivl om, at vi kan lære meget af dét, vi ikke kan holde ud hos vores børn.- De følelser, vi ikke kan rumme hos barnet, er ofte dem, vi heller ikke kan se i øjnene hos os selv. Det lille barn bliver bare ked af det, og tænker ikke: "Det her går ikke - for det kan mor ikke tåle at se". Når forældre, der har svært ved at klare, at deres børn er kede af det, arbejder sig ind i det, viser det sig altid, at det er fordi de har svært ved at møde deres egen sorg. Det er simpelthen en klinisk erfaring. Et andet eksempel er vrede. Det er meget almindeligt, at vi har svært ved at møde vores barns vrede, siger han ud fra sine erfaringer på ForældreSkolen, hvor han møder forældre til individuel terapi, parterapi, workshops og i udviklingsgrupper.

Gitte Jensen:

- Der skal ikke så meget til, før Clara pylrer. Jeg har syntes, at det var urimeligt, at hun tog så meget på vej over småting - og derfor slog jeg hårdt ned på det. Var hård og strid ved hende. Samtidig var jeg fuldstændig klar over, at noget kørte skævt. Og det var jeg nødt til at finde ud af. Så fik jeg det råd hos en psykolog selv at prøve at sætte mig og pylre - og se, hvad der skete. Det gjorde jeg så. Og så opdagede jeg, at der er en side i mig, der er fuldstændig lige så pylret. En side, der ikke har fået lov at være der, da jeg var barn, hvor vi børn helst bare skulle være der uden at være til besvær. Og derfor kunne jeg selvfølgelig ikke holde ud at se det hos hende - fordi det spejlede min egen "forbudte" side totalt. Det var en stor lettelse at finde ud af. Nu kan jeg holde hendes pyller ud og tage det på en anden måde. Sige "Åh, har du sådan en dag, hvor alting driller?" eller "Er strømperne og det hele efter dig?". Og jo mere det har fået plads, jo mindre fylder det. Og så har det været en stor hjælp i forhold til at sætte mig ned og arbejde med den side af mig selv. Jeg fandt ud af, at der lå en sorg i mig over, at jeg ikke måtte være med alle mine sider og facetter i min egen barndom. Og at jeg derfor mistede noget af mig selv.
 

Heidi Johansen:

- Jeg gjorde mig ikke mange tanker om børneopdragelse under mine graviditeter. Jeg glædede mig bare til at blive mor. Som skolelærer er børn jo ikke en fremmed størrelse for mig. Først da jeg stod med børnene gik det op for mig, at det er nemmere med andres børn. Den tålmodighed, jeg har på arbejde, har jeg ikke herhjemme. Pigerne skal ikke vippe ret meget med ørerne, før jeg siger stop. Flipper ud og råber og skriger.

Som lærer ser jeg andre børns fejl. Og det får mig nogle gange til at stille for store krav til mine egne børn om at være perfekte. De skal i hvert fald sidde ordentligt og sige tak for mad! Og det arbejder jeg meget med, for de skal selvfølgelig have lov til at være frække ligesom alle andre. 
                                                   

Opdager nye sider af sig selv

Når forældreskabet behandler os mildt, åbner det måske for sider vi ikke kendte - eller udvikler et potentiale, som bare har ligget og ventet på at blive antændt.

Søren Boy Skjold:

- Jeg kommer fra et meget lidt kreativt hjem. Vi hørte musik og læste bøger. Men vi lavede ikke selv ting. Sammen med mine børn har jeg opdaget en side af mig selv, som jeg ikke vidste, at jeg havde. Vi laver ting af ler, gamle toiletruller og den slags. Vi tager til skov og strand og samler ting, som vi bruger, når vi kommer hjem. Og det er en foræring at være i kontakt med sig selv på den måde.
 

Heidi Johansen:

- Jeg er blevet imponeret over mig selv som forælder. Over hvor meget jeg kan klare. Ting, der før var et stort problem, er blevet sat mere i relief nu. Tidligere kunne tankerne om et problem på arbejde fylde meget. Jeg kunne blive stresset over det og ligge og tænke om natten. Nu er jeg simpelthen nødt til at holde fri. Jeg tager problemerne mere oppe fra og ned, og

går ikke over gevind. Jeg tror, at jeg har udviklet mig personligt af at få børn. Der er noget egocentrering, der er pillet væk. Og jeg føler mig stærkere. Jeg har et fundament, der gør, at problemerne bare kan komme an.
 

Bliver voksen!

Med ansvaret for børn følger naturligt udfordringer og situationer, hvor vi må gøre os klart, hvad vi står for, tage ting op til revision - og måske gå i brechen for vores børn.

 Gitte Jensen:

- På et tidspunkt havde jeg en mistanke om, at Clara blev drillet i børnehaven. Som person ville jeg helst bare putte mig og undgå at stikke næsen frem. Men på et tidspunkt var jeg nødt til at snakke med moderen til en pige, som jeg mente var involveret i drillerierne. Det var meget provokerende for mig. Jeg var bange og bævrede i bukserne. Egentlig har jeg selv været sådan, at jeg skiftede ham efter omgivelserne for at få mest mulig anerkendelse og kærlighed. Jeg har givet køb på mig selv. Og nu var jeg nødt til at stå frem og vise, hvem jeg var, for jeg kunne jo ikke sælge min datter også. Hun skulle ikke opleve, at jeg ikke stod frem for hende, fordi jeg var bange. Så jeg overskred den grænse, og snakkede med moderen, selv om det var svært. Og selv om der er noget i mig, der bare siger NEEEEJ, så ville jeg selvfølgelig gøre det igen. Det er jeg simpelthen nødt til... lige meget hvad!

 Preben Jensen:

- Børns ligefremhed er meget vigtigt. Deres umiddelbarhed - for dem er intet givet og indlysende - og så går de ind og sætter spørgsmålstegn ved noget, som jeg som voksen tager for givet og får mig til at tænke: "Nå, det behøver måske heller ikke være på lige den måde." Nu har man gjort sådan i mange år, og så kommer der sådan en lille djævel og sætter spørgsmålstegn. Den kontanthed er guld værd for mig.

Lærer at tilgive sine egne forældre ...

Et nyfødt barn i armene - og hvad så? Skal vi gentage den opdragelse, vi selv har fået? Er vi i det hele taget i stand til at lade være? Psykolog Dan Svarre Reilin siger:

- Når man møder et barn, møder man også barnet i sig selv. Og man sammenligner selvfølgelig, når man står i en eller anden ny situation. Det første man vil gøre er at gribe i sin egen opdragelse - bevidst eller ubevidst. Og mange må i gang med et skelnearbejde: Hvad er noget, jeg henter fra bagagen - og hvad vil jeg gerne som selvstændig person?

 Mange vordende forældre tænker deres egen barndom igennem - og kommer i bedste fald overens med dårlige oplevelser i barndommen. Og mange bliver mildere stemt overfor deres egne forældre, når de får børn.

- Når man får tilgivet sig selv for ikke at være en perfekt forælder, så har man også lidt nemmere ved at tilgive sine egne forældre, siger Dan Svarre Reilin.

Gitte Jensen:

- Jeg synes i høj grad, det er blevet nemmere at tilgive mine egne forældre. Der var ikke så meget plads til glæde i mit barndomshjem. Mine forældre havde det svært hver for sig og sammen.  I forbindelse med, at Clara har været pylret i en periode, har jeg meget ønsket, at min mor var der (moderen er død, red.), så jeg kunne have sagt til hende, at jeg sgu godt kan forstå, det har været svært med tre børn - og de havde problemer nok i sig selv. Nogen gange tænker jeg, at det er fantastisk, at hun trods alt har formået det, på den måde hun har.

Preben Clausen:

- I forhold til éns egne forældre er der nogen ting, man ikke spekulerer på, før man selv får børn. Pludselig tænker jeg "nå - hold da op - den ansvarlighed har de også været ude i. Hvordan fik de det så til at hænge sammen?" Jeg har som barn fået lov til at lege og udvikle mig uden for meget pres. Det har givet mig nogle gode ting, som jeg forsøger at give videre. Men når man så får børn, er det bare ikke så ligetil. Hvad er det så lige, man gør i praksis? Hvad er det, der skaber en tryg og kærlig opvækst? Hvordan skal dagligdagen se ud for os som familie, for at børnene får den oplevelse?

Møder den store kærlighed

Børn er en stor mundfuld. Dan Svarre Reilin mener, at moderne forældre får kam til deres hår.

- Det kræver ekstremt meget mere at være forældre i dag end for 50 år siden. Dengang var forældre/barneroller meget mere enkle og givne. Man fulgte i egne forældres fodspor. Den opdragelse man selv havde fået kunne med mindre justeringer bruges igen. Det kan den ikke rigtig i dag. Der mangler i allerhøjeste grad rollemodeller, siger han.

Bundlinien vil se forskellig ud hos forskellige forældre, men de fleste vil nok føle, at de på samme tid er blevet mere sikre.... og mere sårbare, efter de har fået børn.
 

Søren Boy Skjold:

- Når man får børn, finder man noget, man vil dø for. Noget, der er større end én selv. Og som forældre gør man sit bedste. Det er i og for sig en umulig opgave. Man kan jo aldrig gøre det godt nok. Jeg tror, jeg ville være et langt fattigere menneske i dag uden børn. Når jeg kigger i min omgangskreds, så synes jeg, at folk uden børn har tendens til at være mere fastlåste i deres holdninger. Børn er en stabilisator i livet.Det bliver mere lige

meget om det går op og ned i parforhold og arbejde, når man har dem. Men omvendt er jeg også mere sårbar og følsom. Jeg har aldrig før tænkt over, at man kan blive ked af det, hvis éns barn skulle blive drillet i skolen. jeg tænker også meget over, hvordan det skal gå dem senere hen. Tænk, hvis der skulle ske dem noget. Jeg tænker for eksempel på, at Amalie er ved at være en stor pige, der snart skal til at færdes alene i byen ....
 

Preben Jensen:

- Clara har virkelig fået tanker og følelser frem i mig. Nu hvor hun cykler selv - for satan, hjertet sidder oppe i halsen på mig, når der kommer biler. Jeg bliver fuldstændig hudløs - helt skrællet af. Alt i alt sætter børnene tanker i gang, som jeg ikke ville have fået uden dem. Jeg oplever mit liv som dybere. Der er flere følelsesmæssige lag.

Gitte Jensen:

- Jeg synes, jeg har fået nogle ordentlige skub fremad i forhold til min personlige udvikling. Hvis ikke jeg havde haft børnene, kan det godt være, jeg var kommet dertil, hvor jeg er nu. Men det ville have taget betydeligt længere tid. De virker som en katalysator, fordi de kan aktivere de sorteste sider, så man får dem frem og kan se dem. Ligesom de kan aktivere en masse glæde, som måske aldrig har været der tidligere. Jeg synes, det er en stor ting at få lov at have børn. Jeg tænker meget på det specielt i forhold til Augusta lige nu. Tænk en gave - en berigelse hun er! Det er så stort, at det næsten ikke er til at sætte ord på. Men selvfølgelig giver det også masser af bekymringer - og det er jo hver dag. Det har sin pris at elske. Jo mere du kan elske, jo værre er det at tænke på, at du kan miste. Det hænger så uløseligt sammen.

Hvis kombinationen forældreskab / personlig udvikling interesserer dig, kan du finde ny inspiration på www.foraeldre-skolen.dk
 

 
oversigt

Du befinder dig på   www.foraeldre-skolen.dk

næste