|
Hej Dan Svarre
En
virkelig spændende og inspirerende hjemmeside at komme ind på.
Du ønsker at høre, hvilke spørgsmål, der rører sig ang. opdragelse lige for
tiden.
Jeg har en søn på 10 år. Mødet med ham er blevet et direkte møde med mig
selv, med sider af mig selv, jeg til dels var klar over, at jeg have gemt
væk, men også andre ukendte. Da jeg stod med ham i armene lige efter
fødslen, blev jeg gennemstrømmet af en ubeskrivelig følelse og tænkte: Ham
her, han skal bare respekteres, som den han er. I det samme stod det klart,
at det var et spejl af mig selv.
Jeg har fra starten oplevet, at jeg skulle lære lige så meget eller måske
endnu mere end min søn. Faktisk har jeg skulle aflære mig en masse, tømme
mig for falske forestillinger og begrænsninger.
Gang på gang har jeg fanget mig selv i at være forudindtaget, at være
fraværende, kort sagt ubevidst i mødet med ham. Og han har været utrættelig.
Mine forsvarsværker er blevet brudt ned, jeg er blevet skilt, gået ned med
stress mm. og mit hjerte har åbnet sig i en sådan grad, at jeg ikke er den
samme som før. Faktisk ved jeg ikke, hvem jeg er, og det er magisk. Jeg er
meget taknemmelig.
Det er selvfølgelig ikke ham, der har fået mig skilt. Det var mine egne
uerkendte indre mekanismer, fortrængninger og modstande. Men hans ærlighed,
har kastet lys på min uærlighed.
Jeg betragter min søn, som min største læremester.
Med andre ord: At få et barn har for mig betydet, at jeg er blevet
konfronteret med mine sår og fortrængninger, at jeg har skulle lære at
elske. Man kan sige, at jeg skulle opdrages på ny parallelt med ham.
Jeg kender til andre forældre, der har oplevet noget lignende, men også til
mange, der har en hel anden tilgang til det. Så det er selvfølgelig vidt
forskelligt, hvad vi gennemlever.
Så når vi stadig taler om "børneopdragelse", er det, set fra mit synspunkt,
et udtryk for, at vi kollektivt stadig ikke ser helheden. Vi ser det som om,
barnet skal læres op af os, der ved bedre. Og intet er mere forkert. Det er
et samspil. Vores børn og vi skal begge lære at være med hinanden. Tit kan
man høre voksne tale til et barn, som de aldrig ville tale til andre voksne.
Min søns mor og jeg har et tæt forhold til hinanden i dag. Vi har begge nye
partnere og familierne kan blandes til glæde for alle.
Min oplevelse er, at hvis vi overser, at det at få et barn, er et møde med
os selv, så går vi muligvis en lang tung vandring i møde. Og det er jo også
pointen i dit arbejde, som jeg forstår det.
Tak for inspiration og påmindelse om, at jeg kun lige er begyndt.
Bedste hilsner
Jens H. Rasmussen, København, januar 2013
|
