Af Betina Skjønnemand
Foto: Stock

Du har taget lille Maria med på legepladsen. Hun bestiger rutsjebanen, og råber ”se mig, mor”, på vej ned. ”Flot Maria, hvor er du altså dygtig”, svarer du lidt per automatik, men også fordi du gerne vil gøre Maria til en selvsikker og harmonisk pige med masser af tro på sig selv. Og det gør man jo bedst ved at rose og opmuntre …

Psykolog og leder af Forældre-skolen, Dan Svarre, udfordrer faktisk den tankegang, og opfordrer til, at du holder op med at rose dit barn så meget. Han mener ikke, at du får et harmonisk barn med højt selvværd ved at overøse hende med ros. Faktisk tværtimod.

- Jeg hører tit folk blive opfordret til at rose deres børn. Jeg siger, nej – gør det endelig ikke! Det er selvfølgelig at stille tingene på spidsen, for naturligvis skal du til tider rose dit barn. Men du kan uforvarende komme til at gøre mere skade end gavn. Ros skal bruges i afmålte mængder og kun, når det er absolut relevant. Hvis du hele tiden bedømmer barnets færdigheder, så opbygger du i bedste fald hendes selvtillid, men kan samtidig skade hendes selvværd, og det er selvværdet, der giver barnet et sikkert og trygt fundament, forklarer han.

Er jeg god nok?

Dan Svarre mener, at der ofte opstår forvirring omkring begreberne selvtillid og selvværd. Selvtillid går på færdigheder, dvs. det, at du har tillid til, at du kan udføre nogle ting. Selvværd derimod, handler om, at du har en oplevelse af at have værdi som menneske. Selvværdet er dermed det mest grundlæggende i menneskers selvopfattelse – en ægte tro på, at vi er værd at elske.

Et godt selvværd giver dit barn en ballast, der gør, at det ikke betyder det store for hende, hvis hun f.eks. ikke er præcis lige så god til at cykle som bedstevennen. Barnet behøver ikke præstere for at vide, at hun er værd at elske eller være bedste ven med.

Selvtillid og selvværd hænger ikke nødvendigvis sammen. Du kan sagtens udstråle masser af selvtillid uden at have et godt selvværd, og det er den tendens, som Dan Svarre ser mere og mere i si arbejde på ForældreSkolen, hvor han yder psykologisk rådgivning og støtte til forældre.

- Børn med et lavt selvværd har tvivl omkring deres egen værdi, om de er gode nok. De tvivler måske ligefrem på deres ret til at være til. Og det kan selv den mest velmente ros ikke rette op på. Vil du styrke barnets selvværd, skal vi se og bekræfte hende – ikke bedømme hendes handlinger og færdigheder, forklarer psykologen.

Dan Svarre sammenligner selvværd med fundamentet på et hus, mens selvtilliden er overbygningen. Og det er en temmelig skrøbelig affære at bygge en kæmpe overbygning, på et fundament - et selvværd – som ikke er solidt.

Vi er tilbøjelige til hele tiden at rose vores børn – også selvom rosen blot er en tom gestus. Fx er der ingen grund til at rose Maria når hun rutsjer ned af rutsjebanen. Bekræft hende i stedet ved at råbe: ”Ja, jeg ser dig. Det ser godt nok sjovt ud”. På den måde imødekommer du Marias behov for at blive set. Du bedømmer ikke, om hun er god eller dårlig til at rutsje, men tager udgangspunkt i dine egne følelser og oplevelser. Er det derimod første gang, Maria tør at rutsje ned af rutsjebanen, så kan ros være på sin plads. Du bør prøve at gemme rosen til særlige lejligheder. Til når der er tale om en helt særlig indsats, som du som voksen med rette er imponeret over eller stolt over. Ellers udvandes den og bliver i bedste fald ligegyldig i værste fald nedgørende.

Dan Svarre mener, at vores generation er opvokset i en bedømmekultur, hvor vi konstant måler, vejer og bedømmer os selv og hinanden, og brugen af ros og ris er et mønster, som ligger dybt i os. Vi reagerer med ros per automatik, fordi vi ligger under for nogle overleverede myter om, at ros er godt for mennesker. Men ifølge psykologen kan vi sætte noget mere værdifuldt i stedet for ros. Nemlig kærlig accept og bekræftelse. Og det kan gøres med ganske enkle midler.

- Fortæl, at du har savnet dit barn, at du har brug for dit barn, at du elsker dit barn. Med enkle metoder kan du vise, at barnet har værdi for dig, og at hun ikke behøver at præstere for at opnå din accept og kærlighed, siger psykolog Dan Svarre.

Det kræver øvelse at komme automat-rosen til livs, og mange har svært ved at vænne sig til en ny måde at møde deres børn på.

- Som jeg ser det, opfostrer vi i øjeblikket en generation, der har den største selvtillid og det laveste selvværd i historien. Børnene nærmest falder over hinanden, når de skal vise, hvad de kan, men de er meget usikre på, om de er noget værd, hvis de ikke præsterer hele tiden, fortæller Dan Svarre.

Og et lavt selvværd kan blive et problem på længere sigt. Hvis barnet konstant er usikker på, om hun slår til og er værd at elske, vil det smitte af i alle sammenhænge, og barnet vil måske få svært ved at begå sig socialt. Og den ensomhed, som følger med, kan barnet tage med sig ind i voksenlivet.

Se på dit barn

Der er ingen tvivl om, at vi vil vores børn det bedste, og det kan vi give dem ved at tænke mere over, hvordan vi hjælper dem til et godt selvværd. Som udgangspunkt skal vi huske at give plads til, at barnet kan gøre sine egne erfaringer. Vi skal være på sidelinien og være klar til at bakke op omkring det, barnet tænker, oplever og føler. Det er vigtigt, at du viser dit barn, hvem du er som person – hvordan du føler og tænker i forhold til barnet og i det hele taget.

Hvis du roser, skal det være som troværdige udtryk for nogle autentiske følelser, du har, og som du får lyst til at dele med dit barn. Hvis du roser for barnets skyld, er det, selv om det sker i den bedste mening, en form for manipulation. Du bliver fortænkt og vil fremstå utroværdig for barnet. Det skaber mistillid og utryghed mener Dan Svarre.

Du skal med andre ord tage udgangspunkt i dig selv, når de ser og bekræfter dit barn. Det kan du gøre ved fx at fortælle, hvor meget det betyder, at hun hjælper dig med at sætte i opvaskemaskinen eller lignende. Børn vil gerne være, hvor de voksne er, og i de situationer, kan du opbygge barnets selvværd ved at give udtryk for, at barnet har værdi for dig og for resten af familien. Det er den følelse af at høre til, at betyde noget og have værdi, der er helt grundlæggende, fortæller han.

Og selvom indgroede vaner hos mange af os betyder, at vi kommer til at rose uden større omtanke, så er der en sikker måde, hvorpå vi kan se, om vi gør det rigtigt.

- Du skal lære at holde fokus på og iagttage dit barn i situationen. Du kan simpelthen se det i hendes øjne. Barnet giver helt spontant udtryk for, om du opfører dig troværdigt eller ej. Både lyset i øjnene, kropssproget og ansigtsudtrykket fortæller dig, om du er på rette vej, siger Dan Svarre.

- Den der konstante, tomme ros sidde lige på tungen hele tiden, og jeg prøver virkelig at holde igen. Jeg har det sådan, at hvis et barn hele tiden hører ros, så mister rosen betydning. Så bliver den tom, flad og ligegyldig, og når du så kommer med ros, du virkelig mener fra hjertet, så blegner den lidt og gør ikke barnet ekstra glad og stolt. Derfor reserverer jeg den store ros til særlige lejligheder. Der er en masse, mine børn skal kunne af sig selv, som de ikke får ros for – for mange ting får de bare et høfligt ”mange tak” med på vejen. Når et af mine børn kommer med en tegning, siger jeg meget sjældent sådan halvt til stede: ”Næh, hvor er den flot”. – Jeg prøver virkelig at se på tegningen, spørger hvad den forestiller (eller gætter, hvis jeg kan det), tager en snak om farverne og motiverne og fremhæver selvfølgelig, hvis hun har lavet noget, der er ekstra flot – hvad enten det er en kreativ måde at bruge farverne på, eller hvis det fx er tydeligt, at hun virkelig har anstrengt sig for at få noget til at ligne.

Lisa Andersen, mor til Bitten ti, David ni, Freya tre og Ronja et år

Roser ofte og meget

Sådan kan du gøre i stedet for at rose

Du henter dit barn i institution eller dagpleje, og hun løber dig glad i møde med ugens 20. tegning. På papiret er der et par tilfældige streger, og tegningen ligner til forveksling de 19 andre, du har fået i denne uge.

Du kvitterer med ros: ”Hvor er det en flot tegning. Du er godt nok god til at tegne. Jeg tror, du må være en af de bedste i vuggestuen.”

Alternativet kunne være: Du kvitterer med at bekræfte barnet og vise hende, at hun har betydning for dig som menneske: ” Hej skat. Hvor har jeg savnet dig i dag. Har du lavet en tegning til mig. Tusind tak skal du have. Jeg bliver bare så glad, når du har tegnet til mig. Kom og lad mig give dig et knus. Har du lyst til det?”

Hvis du vil kommentere tegningen, kan du sige: ”Sikke nogle dejlige farver, dem kan jeg godt lide. Den trold ser sandelig vild ud. Kan prinsessen godt lide prinsen? Hvor kender du den kampvogn fra? Der er godt nok mange fly i luften …” osv.

Du er på legepladsen med dit barn. Hun elsker rutsjebanen og rutsjer ned, mens hun råber: ”Se mig, mor!”

Du kvitterer med ros: ”Hvor ser det flot ud, du er godt nok bare super god til at rutsje.”

Alternativet kunne være: ”Ja, jeg ser dig. Sikke en fart, du fik på der. Det ser sjovt ud. Vil du prøve igen?” At beskrive, hvad du ser og tolker, er en måde at udtrykke accept på.

Din treårige hjælper dig med aftensmaden.

Du kvitterer med ros: ”Du er så dygtig til at skrælle gulerødder.”

Alternativet kunne være: ”Hvor er jeg glad for, at du hjælper mig med gulerødderne. Så kan vi blive færdige med maden, inden far kommer hjem. Det er dejligt med sådan en lille hjælper. Det ser ud til, at du har nemt ved (eller svært) ved at bruge den kartoffelskræller. Er den god (eller dårlig) for dig?” Du viser, at barnet har en vigtig rolle i tilberedningen af aftensmaden.

Der er hårvask på programmet, og di barn er så småt ved at vænne sig til at få skyllet sæben ud af håret med bruseren.

Du kvitterer med ros: ”Nej, hvor er du god til at få vasket hår.”

Alternativet kunne være: Du tager udgangspunkt i dig selv. ”Hvor er jeg stolt over, at du nu tør få skyllet håret med bruseren. Kan du huske, at du var lidt bange for den, sidst du var i bad? Jeg kan se, at du stadig er lidt bange, men jeg skal nok hjælpe dig.”

Du står på sidelinien og ser dit barn spille fodbold. Hun scorer et mål - det sker sådan set temmelig ofte. Bagefter kommer hun hen til dig, svedig og glad.

Du kvitterer med ros: ”Du er bare god til at spille fodbold. Du er den, der har scoret flest mål. Du er bare den bedste.”

Alternativet kunne være: Tag igen udgangspunkt i det, du selv føler: ” Sikke en spændende kamp. Jeg bliver helt stolt indeni, når jeg ser dig spille fodbold. Og da du scorede, blev jeg helt vildt glad. Det så ud som om, du og Klara spillede rigtig godt sammen. Synes du også det? Var dine fodboldstøvler gode at spille i?” Barnet vil opleve din oprigtige interesse og sans for detaljer som en bekræftelse på hendes betydning for dig.

                                                                                          Kilde: Psykolog Dan Svarre

Du befinder dig på   www.foraeldre-skolen.dk

          næste