oversigt  Artikel i "Mama" (Forældre & Børn)    april  2007     næste 

Af Betina Skjønnemand
Foto: Stock

Hjælp
dit generte barn:

Alle børn er generte - nogle er blot mere end andre. Og selv om generthed egentligt er et positivt træk, kan det tage overhånd og være hæmmende for dit barn.
Det bedste, du kan gøre, er at acceptere genertheden og introducere omverdenen nænsomt og i barnets eget tempo.

 
 

I træder ind af døren. Det er mosters fødselsdag, og du har treårige Emil i hånden. Moster tager imod i døråbningen, og lige bag hende står en større del af familien, som I ikke ser så ofte. Emil griber fat i din jakke og gemmer sig bag dig.

”Kom og giv moster et stort fødselsdagsknus”, nærmest råber hun til velkomst, og Emil trykker sig helt ind til dig og signalerer tydeligt, at han allerhelst bare vil forsvinde helt væk. Du vil gerne have, at han hilser og prøver at skubbe ham lidt frem. Men Emil kæmper imod og holder fast i jakken.

Situationen er klassisk og velkendt for en del forældre. Mange børn lider af generthed, men der er stor forskel på, i hvor høj grad genertheden er hæmmende for barnet i hverdagen.

- Det er helt naturligt med en vis portion generthed i nye situationer – og faktisk også klædeligt.  Men det bliver problematisk, hvis genertheden forhindrer dit barn i at knytte nye kontakter, og det hæmmer hans naturlige nysgerrighed og gå-på-mod. Der er stor forskel på, hvor generte børn er. Men uanset graden, er det afgørende, at du accepterer hans reaktion og følelser, lyder det fra psykolog Dan Svarre, der er leder af ForældreSkolen, en klinik, hvor forældre kan hente praktisk, psykologisk og terapeutisk støtte, råd og vejledning i forhold til dem selv og deres børneopdragelse.
 

 Generthed i generne

Det har været diskuteret meget, om generthed er arveligt, og om det altså er forudbestemte faktorer, der afgør, om dit barn bliver genert. Til det har Dan Svarre ikke noget endegyldigt svar.

- Vi ved, at mønstre er arvelige, men om det ligefrem skulle ligge i generne, er svært at sige. Man ved dog, at der er en sammenhæng mellem generthed og temperament, og man ved også, at temperament er medfødt, så på en eller anden måde er der en sammenhæng. Det er også sikkert, at der hos generte børn er en større sanselighed, og det er jo egentlig et positivt træk, fordi de på den måde er mere åbne overfor oplevelser. Men det er vigtigt, at lære disse børn at håndtere den øgede sanselighed, så den ikke betyder, at de bliver bange og trækker sig tilbage fra nye indtryk, forklarer Dan Svarre.

Så generne har altså et eller andet at sige i forbindelse med generthed. Det er blevet påvist, at generte børn er mere modtagelige for impulser i det område af hjernen, der styrer frygt. Og generthed er i bund og grund et udtryk for uro og ængstelighed. Til gengæld mener Dan Svarre, at det, der har størst betydning for, hvordan dit barn tackler sin generthed, er, hvordan du reagerer. Det er nemlig dine reaktioner, der i høj grad bestemmer, hvor meget magt ængstelsen og forbeholdet til omverdenen får for barnet.
- Det er forældrenes handlemåde og reaktioner, der bliver overført til barnet. Hvis du f.eks. mærker en angst for at lade sit barn bære af familie og venner, så vil barnet få overført denne frygt og blive bekræftet i, at frygten for fremmede er reel. På samme måde hvis du hele tiden tager over i situationer, som barnet sagtens kunne have klaret selv med lidt opbakning og opmuntring. Så den bedste måde, du kan støtte dit generte barn på, er, at forholde sig til din egen ængstelse. For som bekendt, så gør børn ikke, hvad vi siger, men hvad vi gør, fortæller Dan Svarre.
 

 

Hold igen med ros

Således er der også en overvægt af generte voksne, eller voksne, der var generte som børn, der får generte børn. Hvilket jo kan tages som et udtryk for, at forældrene overfører deres egen frygt og følelsesmæssige reaktioner til barnet. Så for dig som voksen er der kun én vej fremad. Du skal generelt blive bedre til at give slip, arbejde dig igennem din egen ængstelighed, og oparbejde en tillid til, at dit barn kan klare livets udfordringer.

Så, når lille Emil gemmer sig væk fra moster, kan du bedst støtte ham ved at sætte dig ned på hug, og giver ham et knus som bekræftelse på, at du ser og accepterer hans følelser. Gerne uden ord. Og derefter kan du nænsomt og sikkert tage ham i hånden og med dit eget eksempel føre ham fremad og udad mod familien. Han skal endelig ikke tvinges frem – ej heller tvinges til at give moster et knus. Og så skal du endelig ikke falde for fristelsen til at rose ham, når han vover sig frem. Du kan i stedet glæde dig i dit stille sind.
 

- Generelt skal vi være meget forsigtige med at uddele ros, for det kan faktisk være ødelæggende for barnets selvværd, at han kun er noget værd, når han præsterer noget. Man ved, at der er en tæt sammenhæng mellem generthed og lavt selvværd. Og generte børn og voksne udtrykker også oftere end andre tvivl omkring deres egen værdi - om de er gode nok. De tvivler måske ligefrem på deres ret til at være til. Og det kan selv den mest velmente ros ikke rette op på. Ros kan i bedste fald styrke dit barns selvtillid, men skal barnets selvværd styrkes, skal du se barnet og sige ja til hans følelser og de tanker, han gør sig. Og det er ikke nødvendigvis det samme som at give ham ret i hans begrundelser for sine reaktioner, siger Dan Svarre.

- Når Emil fx siger, at han synes, moster er dum, skal du bekræfte, at du kan se og høre hans modvilje og fornemme hans frygt, og så kan du efterfølgende støtte ham i at undersøge situationen nærmere og i at se den på en ny måde.

Styrk det sociale

Det er altså yderst vigtigt, at du giver dit barn opmærksomhed for den, han er. Og hvis barnet er meget genert, kan du hjælpe ved at støtte ham i sociale sammenhænge og hjælpe ham med at lære, hvordan han løser konflikter og i det hele taget begår sig blandt andre børn.

- Hvis et barn har gode sociale kompetencer og tillid til, at han kan klare sig sammen med andre og blive accepteret af andre, så vil genertheden med tiden træde i baggrunden. Så hvis du har et genert barn, er det måske en god idé, at du opsøger muligheder for at give dit barn sociale kompetencer. Invitér en eller flere af barnets venner med hjem og vær der sammen med barnet. Vis dit barn, hvordan han begår sig i legesituationen og støt ham i at håndtere de konflikter, der måske opstår.

Så der er altså ingen vej udenom. Det er først og fremmest dig som forælder, der må trække i arbejdstøjet og arbejde med dig selv.

- Det er et hårdt og givende arbejde og kan være en lang proces. Men børn reagerer heldigvis hurtigt på de rette tiltag, og gevinsten er et barn, der står styrket overfor omverdenen, og det gør det jo, at det er det hele værd, afslutter psykolog Dan Svarre.
Bibi Larsen, mor til Chris på fem år og Vito på 15 måneder


Vi var meget beskyttende

Chris' generthed, tror jeg, bunder i, at jeg selv var ekstremt genert som barn. Jeg tror, det er mig, der har givet denne 'last' videre til ham, og det ærgrer mig meget. Fødslen af Chris gik ikke særlig godt, og da han var fire dage gammel, måtte han i lysbehandling for gulsot. Det var medvirkende til, at vi blev meget beskyttende i forhold til ham. Vi var jo også førstegangsforældre.
Vi lod helst ikke andre gå rundt med ham, og han skreg
også, hvis der var nogen, der tog ham, men det var i virkeligheden nok, fordi han mærkede, at vi ikke var trygge ved det. Helt op til omkring fireårsalderen gemte han sig bag min ryg, når vi skulle på .besøg, også selvom det var hos folk, han kendte rigtig godt. Vi gik til mor/barn gymnastik, da han var omkring tre år gammel. Men der gik faktisk et halvt år, før han rigtigt var med. Han ville ikke være med til noget, hvor han ikke kunne holde mig i hånden. Genertheden var nok i det hele taget værst indtil børnehavealderen. Herfra har det langsomt været aftagende, og nu er det nærmest gået over i en form for perfektionisme. Han gør nødigt noget, som han tror, han ikke kan gøre perfekt.  Jeg er selv perfektionist, og jeg tror, det er en form for overgang fra genertheden, hvor han for alt i verden ikke vil gøre sig bemærket ved at være forkert. Min anden søn, Vito på 15 mdr., viser slet ikke tegn på generthed, men han er også blevet behandlet helt anderledes fra starten. Vi var slet ikke beskyttende over for ham, og vi har da også fundet ud af, at vejen frem er, at vi først og fremmest accepterer Chris, som han er. Det nytter ikke at drømme om, at han er mere udadvendt, for det har bare den modsatte virkning. Så vi prøver at støtte ham så godt som muligt og langsomt få ham i den retning, som vi mener, giver det bedste udgangspunkt for ham, når han skal starte i skole og senere i sit voksenliv.
Anna Knudsen, mor til Nadja på fem år

Jeg blev så irriteret

Jeg husker tydeligt, da Nadja var tre år gammel. Vi var til fastelavnsfest og stod i kø for at slå katten af tønden. En jævnaldrende pige var glad og glædede sig til, at det blev hendes tur, mens Nadja reagerede helt modsat. Hun nægtede pure at gå hen til tønden og slå til den. Jeg blev simpelthen så irriteret! Jeg kunne mærke, at vreden vældede op i mig og forsøgte i et vredt tonefald at få hende til at gå hen og slå til tønden. Hvilket selvfølgelig ikke hjalp, men blot gjorde det hele meget værre og gjorde,
at det endte med et grædende barn og en sur mor.
Bagefter blev jeg ked af min egen reaktion, og jeg tænkte meget over den. Jeg forstod ikke helt, hvor vreden og irritationen kom fra, men jeg går ud fra, at sætningen om, at "det man hader ved andre, er det, man hader ved sig selv", fik bevist sin rigtighed.
Jeg valgte herefter en taktik,  med at lade Nadja være i fred, give hende al den tryghed, hun har brug for, rose hende, når hun præsterer at overvinde sig selv, og prøve at give hende nogle bittesmå puf, hvis hun vakler lidt, men selvfølgelig respektere, hvis hun ikke har lyst. Og det har virket! I dag, hvor hun er blevet fem år, er hun blevet mere og mere glad og udadvendt. Hun har haft nogle små sejre, der har ansporet hende til at komme videre lidt efter lidt. Der er sket utrolig meget, fra hun startede i børnehaven til nu. Og det gør mig meget glad. Jeg har selv oplevet at få tudet ørerne fulde af "kom nu, det kan du da godt", og i mine øjne er det med til at undergrave ens egne grænser og gøre det endnu sværere at blive i stand til at sige til og fra. Det gør bare genertheden værre.


Sådan hjælper du dit generte barn på vej:

  • Vær mindre ængstelig

Forhold dig til din egen frygt. Barnet vil straks opfange din ængstelse, og du vil overføre din egen frygt til ham. Børn er fantastiske til at aflæse, hvordan mor og far har det, så der skal arbejdes med sagen, og du skal arbejde med at være mindre ængstelig – ikke bare lade som om, du er det.

  • Lad barnet gøre sine egne erfaringer

Giv slip, og lad barnet forsøge sig på egen hånd. Det er misforstået godhed, at du vil spare dit barn for knubs og oplevelser, for det er netop erfaringerne med nye situationer, der giver ham ballast til at kunne opleve, at hans ængstelse er ubegrundet.

  • Bekræft og acceptér

Dit barn har behov for, at du ser ham, som den, han er – og ikke for hvad han kan. Hvis du hele tiden overøser dit barn med bedømmelser og ros, opbygger du i bedste fald hans selvtillid. Men i samme ombæring skader du dit barns selvværd, og lærer ham, at han kun er noget værd, når han præsterer noget.

  • Bekræft barnets følelser

Du kan hjælpe dit barn ved at give udtryk for, at du kan se, hvordan han har det. Sæt ord på følelserne. At bekræfte et barn i en følelse, er ikke det samme som at acceptere grunden til følelsen.

  • Lær dit barn sociale kompetencer

Et barn har stor glæde af at lære sociale kompetencer. Tag dig barn i hånden og oplev verdenen sammen. Invitér en eller flere legekammerater med hjem og vær til stede for at hjælpe ham med at oparbejde en ballast, der giver ham sikkerhed i samværet med andre. Vis, hvordan man håndterer og løser konflikter.
 
 
oversigt

Du befinder dig på   www.foraeldre-skolen.dk

næste