Af Lis Lyngbjerg Steffensen
Dagbladenes Bureau
Foto: Søren Svendsen Polfoto

Søskendejalousi:

Det ældste barn er
ofte det mest udsatte

Når lillebror eller lillesøster melder sin ankomst, bliver det store barns fundament usikkert. Det er en ny situation, og i mange tilfælde har det største barn brug for ekstra meget omsorg og nærvær. Som forældre er man tilbøjelig til at få det store barn til at være overbærende og hjælpe, men i mange tilfælde gør situationen det største barn mere sårbar og det kræver et specielt fokus fra forældrene.

”Når det første barn fødes ind i familien, vokser det op med bevidstheden om, at der er ”mor og far og mig”. Det er det fundament, barnet kender. Når der så fødes en lillebror eller lillesøster, vakler fundamentet. Og det er meget smerteligt. Hvis ikke det tackles med omsorg, kan det udvikle sig til alvorlige problemer,” siger psykolog Dan Svarre. Han har oprettet ForældreSkolen på Sjælland, hvor han har samtaler med forældre, der kommer med mange forskellige slags problemer. Søskendejalousi er et standardspørgsmål.

”At være jaloux er tegn på, at man føler mangel på kærlighed.  Det behøver ikke være rigtigt set fra forældrenes side. Men det er rigtigt i den forstand, at barnet føler sådan, og det er et symptom, man skal tage alvorligt,” siger han.

At forestille sig, hvordan det vil være, hvis ens fundament for hele livet vakler, kan være en måde at sætte sig ind i barnets følelser på. En voksen vil som regel kun opleve det samme i forbindelse med en fyring, en skilsmisse, utroskab, dødsfald eller økonomisk ruin.

”Alt det, man troede, man kendte, viser sig at være anderledes. Man skal lære verden at kende på ny, og det er en proces, der ofte går godt, men som også kan give problemer. Det store barn kan siges at være svagere stillet end den mindste, som ikke oplever det samme skred, med mindre der kommer et barn nummer tre eller sker andre drastiske ændringer,” siger Dan Svarre.

Han mener dermed, at det store barn ofte kan blive den svageste part og være det barn, der har mest brug for omsorg og indlevelse i en periode.

”Hvis søskendejalousien dukker op – og det vil den som regel gøre, eftersom det er en helt almindelig reaktion – så kan man tage det som et signal til, at den store har behov for noget ekstra. Ikke forkælelse, ikke pylren, men balanceret nærvær.” siger Dan Svarre.

Børn skal være mætte af mad, søvn og omsorg

Børn skal mættes af både mad, søvn og kærlig omsorg. Hvis de får for lidt, kommer symptomerne. Børnene kan blive krævende, klistrende, aggressive, triste, vrede eller forsøge at gøre det mindre barn ondt.

”Mange forældre vil typisk sige til den store: ”Tag dig nu sammen, du er jo den store.” Eller forældrene kan synes, det er værre, at den store slår den lille, end hvis den lille slår den store. Det er lige så krænkende for et stort barn at blive slået, men oftest vil forældrene beskytte den lille, fordi de tager for givet, at den lille er den svageste part. Ofte ser man dog, at den mindre søskende i langt højere grad end den store er blevet robust og sikker i sin tillid til sig selv, verden og andre mennesker,” siger Dan Svarre.

Hvis man skal afhjælpe jalousi mellem søskende, er det som regel det store barn, der tydeligst viser tegn på problemer.

”Det afhænger af hver enkelt familie og hvert enkelt barn, hvad man kan gøre, og hvad barnet reagerer på. Men man kan for eksempel sikre sig, at der er tid og plads nok til, at det store barn kan få forældrene for sig selv indimellem.

”Det er vigtigt at man er 100 procent nærværende over for børn. Når det andet barn kommer og gør krav på opmærksomhed, vil det store barn opleve, at det mister nærvær. Men den førstefødte har i særlig grad brug for sine forældre i den situation. Hvis det for ofte bliver skubbet væk og skal sætte sine egne behov til side, mister det selvtilliden og selvværdet,” siger Dan Svarre.

”Man kan i højere grad lade det lille barn vente lidt, til man får talt færdig eller leget færdig med det største barn. Det er mere psykologisk skadeligt for det store at blive sat til side,” siger han.

 Når man nu står med to børn, og begge vil have opmærksomhed, den ene vil ikke have strømper på, den anden vil have en rugbrødsmad, den ene vil have den røde tus og den anden vil have noget tegnepapir – og den røde tus, så har man sit at se til. Så er det ofte, at rygmarvsreaktionen slår til, og man siger til den store, at hun eller han skal give tussen til den lille, selv kan tage strømper på fordi hun eller han er den store – og i øvrigt lade være med at råbe. Så får man underkendt det store barn tre gange i samme sætning.

Hvis man har i baghovedet, at det er begge parter, man skal beskytte, så kan man bedre fordele sol og vind ligeligt. Ofte vil man helt automatisk komme til at forsvare det mindste barn. Det er en naturlig reaktion, men man kan øve sig i at have det store barn mere i fokus.

”Generelt skal man prøve at lade være med at vurdere og dømme børn i det hele taget. De har brug for hjælp til at få deres følelser tolket og oversat, så de kan forstå, hvad der sker med dem, og kan lære at genkende og håndtere de forskellige følelser. Så hvis to søskende skændes, kan man i stedet for at dømme til fordel for det ene barn prøve at sætte sig ind i, hvad der er sket, og hvad de hver især blev vrede eller sårede over,” siger Dan Svarre.

De mindste børn kan måske ikke udtrykke sig præcist, men her kan man hjælpe dem ved at tolke: ”Jeg kan se, du er vred og hidsig. Ved du, hvad du blev vred over?” eller ”Du er ked af det. Gjorde det ondt?”. De fleste konflikter vil være overstået, når begge parter har fået lov at sige det, der trykkede dem, også selv om de ikke bliver enige.

Derudover er det godt at have tid alene med hvert barn.

”Det kan være, at den mindste kan komme på besøg hos bedsteforældrene, og den store kan få fuld opmærksomhed hjemme hos faderen og moderen. Eller at den store kan komme på ferie hos bedsteforældre, der har tid og lyst til at være der 100 procent,” siger Dan Svarre.

 Børn skal mættes følelsesmæssigt, og de børn, der mangler, giver tydeligt udtryk for det. Enten ved at blive vrede, indesluttede, triste, aggressive eller alt for medgørlige. Og det nytter ikke noget at herse med dem!

”Det er det gode i den her måde at se det på. Man kan se, når det virker. Hvis man mætter barnet ved at give det et ordentligt knus, en lille snak i intenst nærvær, et spil eller andet, hvor opmærksomheden er på fuldt blus, så kan det lege for sig selv og være trygt og glad i timevis efterfølgende,” fortæller Dan Svarre.

ForældreSkolen kan ses på hjemmesiden www.foraeldre-skolen.dk

Du befinder dig på   www.foraeldre-skolen.dk

næste