oversigt     Artikel i "VI FORÆLDRE" NR. 1 januar 2004  næste 
 
Af Lene Rode     Laura Engstrøm

Kan dit barn blive lidt genert? Så vær glad. Det er nemlig tegn på situationsfornemmelse og indlevelsesevne. Er han så genert, at han ikke tør gå hen til fremmede? Ja, så kunne det tyde på lavt selvværd, og så er der nok at tage fat på - måske først og fremmest dig selv.

"Sig godnat til faster Maria," prøver Antons mor, mens fireårige Anton er ved at grave sig ned under gulvbrædderne af bar generthed.
"Kom NU," fortsætter hun. Men Anton er allerede listet ind på sit værelse, og faster Maria må undvære sit godnatkys.
Børns generthed er langt fra høflig! Til gengæld er den næsten uundgåeligt -

og helt naturligt. De allerfleste børn bliver generte i større eller mindre grad allerede fra nimånedersalderen, fortæller psykolog og familieterapeut Aase Hill-Madsen, der er medforfatter til bogen "Børns Angst":
- I det øjeblik barnet begynder at opleve, at det er forskelligt fra resten af verden, kommer der en generthed og en utryghed. Mor og barn udgør den trygge base, og resten af verden virker uoverskuelig stor. Så det lille barn forholder sig lidt afventende. Det er helt naturligt, for hjernen er slet ikke udviklet til at forholde sig til alt det nye, siger hun.
Generthed fås i næsten lige så mange varianter og grader, som der er mennesker. I normalområdet findes barnet, der begraver sig under fars frakkeskøder og også alle de unger, der efter en kort optøningstid godt tør kaste sig ud i legen. I gråzonen gemmer de børn sig, der under ingen omstændigheder tør kontakte fremmede - og så dem, der slet ikke kender til generthed. Total mangel på generthed er nemlig heller ikke så hensigtsmæssigt:
- Generthed er også at kunne stille fingeren i jorden. Et barn, der ikke ejer generthed, vil vi let kunne opleve som anmassende og uden indlevelsesevne, siger Aase Hill-Madsen.
Tendensen til at være meget genert kan være arvelig. Hvis forældrene er meget generte, går det måske videre til børnene. Også selv om forældrene har øvet sig i mange år og er blevet dygtige til at skjule deres generthed. Ingen læser forældrene bedre end deres børn. Et barn kan høre på fars stemme, hvem der ringer. Det ved, at mor og far er sure på hinanden, næsten for de selv ved det. Og det fornemmer intuitivt, at mor synes, det er flovt at returnere et par bukser, der alligevel ikke passer.
- Derfor må forældrene også tage udgangspunkt i sig selv, når de vil hjælpe deres generte barn. Forældrene er det billede, som barnet spejler sig i. Og hvis det er et billede at lavt selvværd, så lurer barnet det lynhurtigt det af og tager det på sig, forklarer cand. pæd. psych. Dan Svarre Reilin, der er leder af ForældreSkolen.
 
Pumpet fuld af ros
Han understreger dog, at man ikke skal forveksle usikkerhed og generthed. Alle mennesker - også børn - bliver usikre af og til. Og det er sundt og naturligt. Og i tre-fireårs-alderen går barnet ind i en selvbevidstheds-fase, hvor det bliver meget opmærksom på sin egen effekt på andre mennesker.
- Her er det ekstra afgørende at møde barnet med bekræftelse frem for bedømmelse. Det vil sige at fortælle barnet om de følelser, det vækker i en, i stedet for at pumpe det fuld af ros, mener Dan Svarre Reilin.
Nikolaj sidder øverst på rutschebanen og råber: "Far, se mig!" før han rutscher ned. Spontant udbryder far: "Ja, Nikolaj. Du er dygtig."
Lidt senere giver Nikolaj sin mor en tegning, kan har lavet i børnehaven. Og mor siger: "Neej, hvor er den flot, Nikolaj!"
Selv om Nikolajs forældre er positive, så overdænger de deres søn med bedømmelser. Bedømmelser, der bekræfter ham i, at han skal præstere for at få opmærksomhed.
- Og bedømmelser er gift for selvværdet. Specielt over for vores børn er vi simpelthen nødt til at øve os i at lægge målestokken væk, siger Dan Svarre Reilin, der anbefaler, at vi i stedet prøver med udsagn som: "Hvor er jeg glad for den tegning. Jeg kan se, at du har gjort dig rigtig umage", "jeg bliver ked af det, når du råber sådan" og "hvor er det hyggeligt at sidde her og læse sammen med dig."
 
Den hæmmende generthed
Alleryderst på generthedens skala finder man de børn, der er ekstremt generte - der ser ud, som om de allerhelst vil synke i jorden, hvis kassedamen i supermarkedet roser deres nye vinterstøvler. Den type generthed er smertefuld og kan i yderste konsekvens være socialt invaliderende. Og det værste er, at den er svær at slippe af med - også som voksen. Derfor er det vigtigt, at vi som forældre giver vores børn det bedste værktøj til at at begå sig i verden. Og intet værktøj er vigtigere og mere grundlæggende end selvværdet.
- Det meget generte barn er bange for at stå frem og lade sig se. Det føler, at det må præstere noget enestående for at blive accepteret, siger Dan Svarre Reilin.
- Selvværdet er hele vores fundament. Hvor selvtillid handler om at se sig selv som god eller dårlig til noget konkret, handler selvværd om følelsen af berettigelse til at være. For et barn med lavt selvværd er der to veje frem: Enten underkaster det sig og bliver genert, eller også kompenserer det ved at hævde sig og føre sig frem. Det bunder igen i, at vi i vores kultur møder hinanden - og specielt børn - med bedømmelse, mener han.


Bekræft  bekræft  bekræft

- Vi siger, at barnet er dygtigt, når det spiser op, laver i bleen og gynger højt. Men for det første er barnet altså ikke dygtigt, fordi det følger den naturlige udvikling, og det vil det på et tidspunkt gennemskue. Og for det andet er det slet ikke den ros, det har behov for og beder om. Ros har en enorm slagside, for hvis man kan være god til noget, kan man jo også være dårlig. Dét, barnet har brug for, er at føle sig set, respekteret og værdsat, og det kræver meget mere af forældrene end bare at sige ”hvor er du dygtig”, forklarer Dan Svarre Reilin.
Men hvorfor higer så mange børn og voksne efter at få så megen ros som overhovedet muligt?
- Ros føles lidt af selvværd for en stund. Men i længden er det som at tisse i bukserne for at få varmen, sider Dan Svarre Reilin.
Så der er ikke andet at gøre, end at gå i gang med at træne sig selv i at udtrykke sig anderledes. Det tager tid at rydde op i gamle vaner, og indrømmet: Det er da fristende at sige, at lillepigen er dygtig, når hun hjælper med at skrælle gulerødder eller tømme opvaskemaskinen. Men når man så har bidt sig i tungen, er det skønt at se hendes stolte tilfredshed over, at mor eller far bliver glade, fordi hun hjælper. Og at de synes, det er så hyggeligt at være sammen med hende. Det bekræfter nemlig ikke bare hendes fingersnilde, men selve hendes værd som menneske.

 

Små skub til generte børn 

Du har fået styr på at bekræfte i stedet for at bedømme. Hvordan hjælper du nu dit generte barn ud af sin puppe?

  • Accepter dit barns generthed. Det kan især være svært, hvis du selv er meget udadvendt, eller hvis du med smerte ser dig selv som barn i hende. Hvis du ser hendes generthed som en fejl og viser selv den mest ubevidste utilfredshed med hendes tilbageholdende væremåde, bliver hun bare mere usikker. Fortæl hende i stedet, at du er vild med hendes smil og hendes stemme.
     
  • Lad være med at kalde dit barn genert. Både når du taler til ham og til andre i hans nærvær. Et mærkat sætter sig let fast i et barns bevidsthed og hjælper barnet til at blive låst fast i rollen som ”den generte”. Undgå også at sammenligne ham med andre og mere udadvendte børn. Det får ham bare til at føle sig mere utilstrækkelig.
     
  • Giv dit barn konkrete værktøjer til at begå sig socialt. Sig for eksempel: ”Jeg kan se, at du er genert/ked af det/bange. Skal jeg hjælpe dig?”  Sammen kan I spille små rollespil, hvor I skiftes til at være barnet og den voksne, der mødes. Den voksne spørger om barnets navn og alder – og måske også om bamsens navn.
     
  • Tal for hende, når hun ikke selv kan. I møder en af dine kolleger i supermarkedet, og kollegaen spørger, hvad Sofie har lavet i børnehaven. Sofie gemmer sig, det bedste hun kan. I stedet for at presse hende til at svare, træder du til: ”Sofie har været med børnehaven på skovtur i dag. De så en myretue og en fluesvamp, ikke Sofie?” Før eller siden får hun lyst til at prøve selv – og så er det selvfølgelig, at du skal huske, at give hende plads.
     
  • Fortæl om din egen generthed. Om dengang, da du ikke turde sige pædagogernes navne af bar forlegenhed, eller da du fik din mor overtalt til at gå en kæmpe omvej hjem – bare for at slippe for at møde hendes emsige og snakkende veninder. Det hjælper dit barn til at føle sig forstået og accepteret.
     
  • Vær selv social. Vis et godt eksempel og tal selv med fremmede mennesker, I møder. Spørg f.eks. kassedamen, om hun har haft en lang dag.  Åbn også jeres hjem for både jeres og dit barns venner. Det er lettere at lukke andre ind, når man er på hjemmebane.
 


Hvornår er generthed normalt?

Næste gang dit barn befinder sig i et lokale fyldt af jævnaldrende - så kig dig omkring. Der er sandsynligvis flere, der er lige så reserverede, som hun er. Totreårige er sjældent superudadvendte, og de fleste viser tegn på generthed en gang imellem. Nogle er trygge omkring voksne, men ikke omkring andre børn. Andre har det godt med en lille gruppe jævnaldrende - men nægter at tale med en voksen, de ikke kender godt.
Endnu andre er generte over for alle de ikke kender rigtig godt.
Ifølge den amerikanske børnepsykolog Arlene Eisenberg er halvdelen af alle børn stadig generte, når de fylder seks. Halvdelen af de resterende smider genertheden i teenageårene, mens resten må blive ved med at kæmpe med det.
Hos omkring et ud af fem ligger genertheden så dybt, at de aldrig helt slipper af med den, selv om de ofte lærer at undertrykke den.
Men hos et treårsbarn er det næsten umuligt at afgøre, hvorvidt genertheden er normal eller et mere blivende problem. Så i stedet for at lede efter en kur - så find nye måder til at øge dit barns selvværd og få hende til at føle sig tryg blandt andre. Det vil hjælpe både det almindeligt generte barn og det barn, der virkelig er hæmmet af sin generthed.

Se også: www.foraeldre-skolen.dk             eller telefon: 48 48 07 21
 
 
oversigt

Du befinder dig på   www.foraeldre-skolen.dk

næste